Herunder følger en mere udførlig, men ikke udtømmende beskrivelse af hvilke mén og symptomer man kan have som konsekvens af traumatiske hændelser. Det er vigtigt at understrege, at hvis man genkender dele af nedenstående er det ikke ensbetydende med at man er omsorgsvigtet eller traumatiseret. Omvendt kan man også have haft mange svære oplevelser, men opleve det anderledes.

Opvækst med omsorgssvigt

Omsorgssvigt i barndommen kan handle om livsvigtige behov, der ikke er blevet opfyldt eller direkte overgreb og mishandling af fysisk eller psykisk karakter. Nogle gange er der tale om begge dele.

En opvækst med forældre, der af forskellige grunde har været følelsesmæssigt utilgængelige i perioder, kan også resultere i en grad af nedenstående problemer. Ofte vil de fleste huske og opleve deres opvækst som en blanding af positive og smertefulde minder. 

En opvækst med få eller mange elementer af omsorgssvigt kan skabe problemer i ens evne til at regulere følelser, til at forme autentiske og stabile relationer, til at føle sig i live og skabe sig en meningsfuld tilværelse med følelsesmæssig kontakt til sig selv og andre.

Nogle gange vil en sådan baggrund vise sig i forskellige former for uhensigtsmæssig coping (feks. selvskade, spiseproblemer, risikoadfærd eller tvangsproblematikker), stærke, ustyrlige følelser (depression, angstanfald, ukontrolleret vrede, konstant skam- og skyldfølelse) og relationer til andre, som bliver ustabile eller enten for tætte eller for distancerede til at du og andre trives.

 Ofte vil der også være en høj grad af selvkritik og manglende evne til at møde sig selv og/eller andre med omsorg og forståelse. Det kan også være svært at mærke og hævde egne meninger, behov og grænser. Man kan have en udadtil helt almindelig tilværelse, men føle sig helt død indeni eller kørende på “automatpilot”. Dette kan ind imellem være afløst af en voldsomt smertefuld tilstand, hvor man kan føle sig meget bange, fortabt og hjælpeløs. Disse forskellige tilstande kan opleves meget løsrevede og uden forbindelse til hinanden.

 Man kan også direkte være plaget af tidligere oplevelser med mareridt, flashbacks eller pludselige følelsesmæssige reaktioner, der bliver udløst af lyde, specifikke situationer, lugte, film eller andet i hverdagen og man kan have svært ved at slappe af og/eller sove. 

Oplever man en vis grad af ovenstående symptomer kan det være meningsfuldt at tale om traumatisering. At være traumatiseret i en eller anden grad betyder ikke nødvendigvis at man opfylder kriterierne for en traumespecifik diagnose (feks. PTSD), men at fortiden skygger for nutiden i en grad, der er hæmmende og lidelsesfuld.

Kan du genkende elementer af det ovenstående, kan det være det det rette valg at gå i traumebehandling og der vil ofte være brug for et længerevarende forløb.

Alvorlige hændelser i voksenlivet

Her kan der være tale om ulykker, overfald, overgreb, destruktive parforhold med vold af fysisk eller psykisk karakter, kumulative hændelser på arbejdspladsen, svære tab eller alvorlig sygdom.

Der vil i ovenstående tilfælde ofte være tale om at man på afstand af hændelsen eller hændelserne vil mærke stress- og belastningssymptomer så som store, følelsesmæssige udsving, tristhed, angstanfald, tankemylder, bekymringer, dårlig søvn og manglende evne til at slappe af og glæde sig. Måske vil hændelsen eller hændelserne presse sig på som ufrivillige erindringer, mareridt eller flashbacks. Man kan fare sammen ved høje lyde og kan have en fornemmelse af hele tiden at være på vagt og scanne omgivelserne og/eller undgå steder, film, situationer, personer, mm., der minder om det hændte.

 Er det voldsomme lige sket er ovenstående symptomer som regel meget belastende. Her vil der ofte være tale om en krisetilstand, som kræver ro og kan gøre en uarbejdsdygtig i en periode. Er denne reaktion ikke aftaget mærkbart eller forsvundet efter 2-3 mdr. med akut hjælp samt ro og støtte fra pårørende kan traumerettet terapi være nyttig for at komme videre.

Det kan være man har tidligere erfaringer som gør, at man er særlig sårbar overfor at reagere på netop den type hændelser, som man er blevet udsat for. Der er også hændelser, der er så voldsomme, at de vil påvirke ethvert menneske i en eller anden grad uanset forhistorie.

Alt afhængig af varighed og sværhedsgrad af de alvorlige hændelser vil der oftest være tale om et korterevarende forløb. Der er dog undtagelser, bla. hvis den eller de alvorlige hændelser i voksenlivet er kombineret med omsorgssvigt i barndommen eller der er tale om kumulative hændelser i arbejdslivet, hvor større eller mindre hændelser har strakt sig over mange år.

Personlig udvikling

Ønsker du som privatperson at udvikle dig personligt, tilbyder jeg også forløb med henblik på dette. Måske oplever du at gentage et uhensigtsmæssigt mønster, som du har svært ved at bryde ud af eller også oplever du i særlige situationer at blive ramt af stærke følelser, som du ikke synes passer til situationen og som forhindrer dig i at reagere hensigtsmæssigt.

Det kan også være du står i særligt udfordrende livsomstændigheder, der giver dig anledning til at tage vigtige ting op til overvejelse eller du på anden måde ønsker at skabe forandring på betydningsfulde områder af dit liv. Måske går du rundt med hændelser i baggagen, som du ikke synes påvirker dig direkte i dit nuværende liv, men som tager energi og “båndbredde” at bære med dig.

Er du selv psykolog kan det være du ønsker at udvikle dig personligt og samtidig bruge muligheden for at få personlig udvikling som en del af din autorisation. Jeg tilbyder også supervision med henblik på autorisation.